Stedsegrønt året rundt

Blandt havens vækster spiller de stedsegrønne en væsentlig rolle. Et gammelt udtryk siger: “Stedsegrønt er stedsekønt” og intet kan være mere rigtigt og dækkende. Enten optræder de som prægtige statister, der danner baggrund for andre planter eller de har som solitærplante fået tildelt en hovedrolle. Det forhold, at de aldrig er nøgne, gør at de året rundt er smukke og pyntelige. De har et diskret og smukt sæsonskifte, hvor de nye skud med det sarte udseende og den lyse farve giver en flot kontrast til den “gamle” vækst.

Der findes altid en egnet plante
Udvalget er stort. Der er stedsegrønne til skygge, til sol, til vindblæste arealer, til forgrundsplante m.m. Prøv også en lang række dværgsorter, som udover at være meget smukke, har den store fordel, at de aldrig bliver store og derfor kan bruges til utrolig mange formål.

Husk stedsegrønne skaber en god rolig baggrund for havens blomstrende vækster. Et samspil der giver det perfekte havebillede.

Plant nu
Årstiden er den helt rigtige for plantning -husk stedsegrønne planter må aldrig plantes for sent om efteråret, da det er meget vigtigt at planten når at etablere et kraftigt rodnet, der kan forsyne planten med vand hele vinteren, hvor der stadig sker en fordampning. Husk grundig vanding efter plantning og i tørre perioder om sommeren. Det kan også mange gange være en god idé at vande i det tidlige forår, særlig hvis det har været en hård og lang vinter.

Beskæring
Stedsegrønne kan også beskæres, men gør det inden planterne bliver for kraftige. Bedste tidspunkt for beskæring er om foråret, da sårene hurtigt dækkes af den nye tilvækst.